JUNGLEBOs venner.


Junglebo er en lidt speciel hytte. Den blev indviet i 1980 som weekendhytte for KFUM-spejderne i Dronningborg, som er en forstad til Randers.

Det var en forældreforening som købte grunden, og de fik også skaffet et par store gamle kontorbarakker fra en Randrusiansk virksomhed som hed Jokan. 

Barakkerne blev ved stor egenindsats, og med hjælp fra mange venner, flyttet her til Lindbjergskoven. De blev bygget sammen, og fik tag på, så de lignede en rigtig hytte.

Junglebo var nu i mange år, mødested for både de lokal spejdere, såvel som andre der lejede sig ind.

Husets beskaffenhed og oprindelse, gør at den kan blive kold til vinterbrug. Men vi arbejder kontinuerlig på at forbedre forholdene og har netop isoleret loftet med 300 mm. isolering.

I 2016 måtte vi desværre lukke spejdergruppen, på grund af svigtende medlemstal. Det sidste års tid af gruppens levetid holdt vi alle møder i Junglebo, og i den tid begyndte en langsom renovering af Junglebo.

Da spejdergruppen nu blev lukket, stod vi en lille kreds forældre, hvoraf nogle også havde været ledere, og tænkte over hvad vi skulle stille op med Junglebo, som jo var i forældreforeningens eje. Forskellige klausuler i Skødet gjorde det ikke muligt at sælge uden videre, og så opstod ideen om at lave en Støtteforening, som kunne holde liv i Junglebo. Så er håbet at der måske igen kan blive mulighed for at starte spejderarbejde i Dronningborg. Hvis det sker, står vi klar til at samarbejde med dem.

Vi ved ikke om det kommer til at ske, og vi er igang med egne aktiviteter, og samarbejde med skoler eller lignende, for at udnytte kapaciteten, samt skabe økonomi til yderligere vedligholdelse.

Hvis du lejer Junglebo, går overskuddet udelukkende til Junglebo`s vedligeholdelse og til støtte for unge og voksne, der vil opleve natur i en af Jyllands skønneste egne, med skov, ikke langt fra Randers fjord, og kort vej til butik.

På Junglebo Frilufts- og Naturcenters vegne.

Per Nielsen

Udlejer og kasserer.


Del siden